Vedlagt sendes lovforslag om ændring af integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (Reform af integrationslovens finansieringssystem og omlægning af finansieringen af danskuddannelse til udlændinge uden for integrationsloven m.v).
Lovforslaget indgår som led i udmøntningen af aftalen af 17. juni 2005 om regeringens integrationsudspil 'En ny chance til alle'. Med lovforslaget udmøntes aftalens punkt 7.7 om en samlet reform af det nuværende finansieringssystem for danskuddannelse og introduktionsprogram til flygtninge og indvandrere.
Det bemærkes, at der som opfølgning på integrationsaftalen i juni 2005 blev nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at komme med forslag til en samlet reform af det nuværende finansieringssystem for introduktionsprogrammet og danskuddannelse. Arbejdsgruppens rapport 'Reform af integrationslovens finansieringssystem' blev offentliggjort i april 2006. Lovforslaget bygger på arbejdsgruppens anbefalinger. Arbejdsgruppens rapport er tilgængelig på Integrationsministeriets hjemmeside www.nyidanmark.dk under 'Publikationer'.
Integrationsministeriet skal anmode at modtage eventuelle bemærkninger til lovforslaget senest den 15. september 2006.
Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget i oktober I.
Integrationsministeriet vil drage omsorg for, at modtagne høringssvar sendes til Folketingets Integrationsudvalg i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget og løbende herefter.
Integrationsministeriet skal anmode om, at høringssvar sendes elektronisk som vedhæftet Word-fil til hto@inm.dk med kopi til jel@inm.dk.
Integrationsministeriet skal endvidere anmode om, at der i høringssvaret henvises til j.nr. 2005/5000-44.
Det skal bemærkes, at der – bl.a. under hensyn til de indkomne høringssvar – vil kunne ske ændringer i lovforslaget inden fremsættelsen.