Høring

Høring

Elektronisk betalingsforvaltning

Elektronisk betalingsforvaltning

Høring - Bekendtgørelse om elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger og tilhørende vejledning

                                                                                                                                8. marts 2006

                                                                                                                                MYN/nih

                                                                                                                                J.nr.

                                                                                                                               

 

 

Høring over udkast til bekendtgørelse om elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger og tilhørende vejledning

 

Vedlagt sendes Økonomistyrelsens udkast af 8. marts 2006 til bekendtgørelse om elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger (Bilag 1). Endvidere vedlægges udkast af s.d. til vejledning om offentlige myndigheders anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger (Bilag 2).

 

Økonomistyrelsen skal anmode om eventuelle bemærkninger til udkastet og tilhørende vejledning, således at disse er Økonomistyrelsen i hænde senest den 28. marts 2006.

 

Til orientering vedlægges fortegnelse over hørte myndigheder, organisationer m.fl.

 

Udkastet til bekendtgørelsen er en udmøntning af lov nr. 1203 af 27. december 2003 om offentlige betalinger m.v., § 7, stk. 1, hvoraf det fremgår:

?Finansministeren kan efter forhandling med berørte myndigheder, herunder de kommunale parter, fastsætte regler om offentlige myndigheders anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning.?

 

Den vedlagte bekendtgørelse skal medvirke til en forenkling og effektivisering af de offentlige myndigheders håndtering af indbetalinger gennem øget anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning.

 

Indbetaling til en offentlig myndighed skal i videst muligt omfang foretages som kontoindbetaling ved overførsel af pengebeløb til en af myndigheden nærmere anvist pengeinstitutkonto. Til indbetalingen skal der være knyttet struktureret information om, hvad indbetalingen vedrører, ligesom en sådan information skal være elektronisk læsbar for myndigheden. Dette forhold bevirker, at myndigheden kan foretage en automatisk afstemning af sin pengeinstitutkonto og en automatisk bogføring af indbetalingen med udligning af et eventuelt mellemværende i sit økonomi-/regnskabssystem.

 

 

Det overordnede sigte med den øgede anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger er at sikre, at især antallet af kontante indbetalinger og checkindbetalinger til de offentlige myndigheder reduceres til det absolut minimale, ligesom den regnskabsmæssige håndtering af indbetalinger gøres lettere hos de offentlige myndigheder.

 

Økonomistyrelsen har udover udkastet til bekendtgørelsen om elektronisk betalingsforvaltning af indbetalinger valgt at vedlægge en tilhørende vejledning, hvor der nærmere gives en uddybende forklaring på, hvad der forstås med bekendtgørelsens forskellige kapitler, paragraffer og stykker.

 

Eventuelle spørgsmål til udkastet til bekendtgørelse og tilhørende vejledning kan rettes til specialkonsulent Niels Hald på dir. tlf.  33 92 88 61 eller e-mail: nih@oes.dk., til hvem eventuelle bemærkninger skal stiles.

 

Økonomistyrelsen skal i øvrigt for god ordens skyld henlede opmærksomheden på, at styrelsen ikke udsender særtryk af bekendtgørelser og vejledninger individuelt til de hørte myndigheder, organisationer m.fl. Derimod indeholder Økonomistyrelsens nyhedsbreve information om udstedte bekendtgørelser og vejledninger samt link til disse. Tilmelding til Økonomistyrelsens nyhedsbreve kan ske på www.oes.dk

 

 

Med venlig hilsen

 

Thomas Fjeldberg

    Kontorchef

Bekendtgørelser
Samfundsstruktur
28-03-2006
01-05-2006
2005/2006
08-03-2006