Høring

Høring

Høring over lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Ophævelse af støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde)

Høring over lovforslag om ændring af lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning (Ophævelse af støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde)

Formålet med lovforslaget er at ophæve de to støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde i § 44, stk. 2-4 i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven), som trådte i kraft i 2009. 

Forslaget er en konsekvens af, at ordningerne ikke er blevet anmeldt til og statsstøttegodkendt af Europa-Kommissionen, inden de blev sat i kraft. Det betyder, at støtte, der udbetales efter de to ordninger, er ulovlig statsstøtte i medfør af EU’s statsstøtteregler. 

Støtteordningerne, hvoraf kun den ene har været anvendt i et begrænset omfang, er derfor blevet lukket administrativt med virkning for produktion af elektricitet den 1. januar 2017 eller senere. Det er sket med hjemmel i EU-retten. Med lovforslaget ophæves støtteordningerne af ordensmæssige hensyn. 

Det drejer sig om to støtteordninger for særlige anlæg, der enten anvender biomasse alene, jf. VE-lovens § 44, stk. 2, eller sammen med andre brændsler, jf. VE-lovens § 44, stk. 3. For elektricitet fra særlige anlæg, der kun anvender biomasse, udbetales en afregningspris på 81,4 øre/kWh (2016 niveau), og for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse sammen med andre brændsler, udbetales et fast pristillæg på 44,2 øre/kWh (2016-niveau). Støtten ydes fra nettilslutningstidspunktet. 

Det er vurderet, at støtteordningerne, hvis de blev anmeldt i deres nuværende form til Europa-Kommissionen, ikke ville blive godkendt efter de nugældende retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020. Det skyldes, at de ikke opfylder kravene for at blive godkendt efter de nye retningslinjer.  

Det er på denne baggrund, at støtteordningerne ikke er blevet anmeldt, men lukket med virkning for elektricitet produceret den 1. januar 2017 eller senere. 

Der er fortsat to støtteordninger i VE-loven, hvorefter der kan ansøges om støtte for elektricitet fra anlæg, der anvender biomasse som energikilde: 1) Den generelle støtteordning for elektricitet fra anlæg baseret på biomasse i VE-lovens § 45. Der kan ydes et fast pristillæg på 15 øre pr. kWh efter bestemmelsen. Denne støtteordning gælder for alle anlæg, uanset anlægstype, installeret effekt og om der anvendes biomasse alene eller sammen med andre brændsler. Ordningen blev statsstøttegodkendt af Europa-Kommissionen den 1. april 2009 og udløber med udgangen af marts 2019. 2) Støtteordningen for elektricitet fra særlige anlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder, der kun anvender biomasse. Der kan ydes en afregningspris på 74 øre pr. kWh (2017), som ydes i 10 år fra nettilslutningstidspunktet.

Ordningen er blevet anmeldt efter gruppefritagelsesforordningen den 25. januar 2017, og vil udløbe den 31. december 2020.

Lovforslaget vil være en del af samlelovforslaget om økonomisk regulering.



Lovforslag
Energistyrelsen
Energi- og vandforsyning
03-03-2017
20-04-2017
2016/2017
Sobia K. Waheed eller Rasmus Zink Sørensen e-mail: rzs@ens.dk
sow@ens.dk
03-02-2017

Dokumenter

Download alle filer som zip
Titel Filstørrelse
Høringsdokument
Høringsliste 120,943 kB
Lovforslag 445,559 kB
Høringsbrev af 14. februar 2017 215,762 kB